Jeg har senere fundet denne elcykel, der kun koster 3500. Den ligner dog temmelig meget en el-knallert.
Nå, men min elcykel ser altså sådan her ud:
Motoren er opgivet til en effekt på 250 Watt.
Såvidt jeg har kunnet se på andre modeller giver et 250 watt forbrug en ydelse på 180 watt. Da jeg kørte på knallert kunne min Puch yde ca. 1 hk svarende til 735 watt. Så 180 watt er ikke nok til at man ikke skal træde i pedalerne, men nærmere som et venligt skub. Man kan også tænke det som en opfyldelse af Jacob Haugaards valgløfte om medvind på cykelstierne.
Jeg har ændret lidt på cyklen, da jeg ikke helt var tilfreds med den som den var:
- Længere sadelpind (cyklen er ellers for lille til mine 185 cm)
- Opgraderet det forreste tandhjul fra 36 tænder til 46 tænder (den var alt for lavt gearet ellers)
- Længere kæde (det var nødvendigt på grund af det nye tandhjul)
- Cykelcomputer
Batteriet er på 36 volt og består af 3 12 volts SLA (sealed lead acid) batterier på 10 Ah. Dvs. der burde være strøm til ca. 1½ times drift. Det er der dog ikke i praksis, da et blybatteri yder langt mindre, når det aflades hurtigt. Det er heller ikke klogt at aflade et blybatteri for meget, da det nedsætter levetiden betragteligt. Faktisk er afladning under 50 % ikke så godt, men det kan være svært at undgå, hvis cyklen skal have en rimelig rækkevidde.
Jeg har 10 km til arbejde, og med elcyklen kan jeg cykle uden overhovedet at få sved på panden. Jeg bruger under alle omstændigheder pedalerne, så hjertet og blodcirkulationen også får lidt glæde af turen. Det minder lidt om at køre på en gammeldags Velo Zolex (hvis nogen har prøvet sådan en).
/Kjeld